Nederlag til stærkt svækket 1 hold.

Nordthy Skakklub forpassede sin mulighed for at gøre sig gældende i kampen om oprykning til 1. division, da det søndag på hjemmebane blev til et klart nederlag til nærmeste rival i topstriden, Viby, der kunne tage hjem med en sejr på 6-2.
Vi var kraftigt svækket af afud fra både Erik Pedersen og Ove Kroll, så i deres sted vikarierede Poulsten Grabow på 1. bræt. Han fik hurtigt ørerne i maskinen mod Vibys stærkeste kort, Jesper Skjoldborg, der med en smart kombination vandt 2 bønder. Til gengæld fik han et deplaceret tårn, som Poulsten skulle sætte sin lid til at kunne fange. Det lykkedes desværre ikke, og nederlaget var en kendsgerning.Per Petersen var tilbage på holdet, og han leverede en rigtig god indsats efter at have været fraværende et par kampe. Han fik hurtigt overtaget i Orangutangåbningen, hvor en stærk diagonal b2-g7 kombineret med svækkelser i modstanderens stilling gav helt afgørende angreb til Per, der var sikkerheden selv. Altså 1-1 og noget atypisk, at det var de to øverste brætter, der var først færdige.
Derefter gik det desværre jævnt ned ad bakke. Kai kom på glatis i Sicilliansk mod Morten Kjær Poulsen, der spillede aggresivt med lang rokade mod Kais dragevariant. Kai kom kraftigt under tryk og aldrig i gang med modspil på dronningfløjen, så det blev nærmest spil til et mål.
Jens Madsens parti kom aldrig ud over remisgrænsen. Lars Hougaard spillede som lyn og torden i åbningen, da han for nylig havde spillet samme åbningsvariant i et klubturneringsparti. Jens brugte en del tid, men fik med et par afbytninger udlignet spillet og fik endda en lille fordel. Der var dog i slutstillingen ingen muligheder for at udnytte en isoleret d-bonde hos Viby-manden i dobbelt tårnslutspil, og spillerne blev enige om remis.
Jens Sørensen kom i åbningen ud for en blanding af Sicilliansk og Fransk og så egentlig ud til at stå OK. Han vandt en bonde, men hans brikker arbejdede ikke rigtig ordentlig sammen, og der blev for mange trusler fra modstanderen at dække på en gang, og han måtte ned med flaget til sidst.
Som reserver på de to nederste brætter havde vi Hans Jørgen Raunborg og Finn Andersen. Finn gik frisk til sagen med Albins Modgambit (1.d4,d5 2.c4,e5?!) og så ud til at have rigtig godt fat, samtidig med, at Henning Matzen bag de hvide brikker brugte oceaner af tid. Finn fik bonden tilbage, men desværre blev damerne byttet og et springerslutspil opstod med lille fordel til modstanderen, der også klarede tidnøden i fin stil. Slutspil har aldrig været Finns kop te, så her måtte vi notere endnu et nul.
På 8. bræt kæmpede Hans Jørgen rigtig godt i et kompliceret parti mod en af Vibys unge talenter, den tidligere DM i skoleskak Peter Grove. Hans Jørgens stilling så svær ud meget af tiden med løberpar og et svagt initiativ til modstanderen, men Hans Jørgen bed tænderne sammen og fik remisen bugseret i land. Sidste mand var Tummas, der som hvid i en noget utraditionel forgrening af Hollandsk - begge parter rokerede langt - hurtigt fik en isoleret dobbeltbonde i centrum på d4 og d5. Stillingen var svær at vurdere, men enhver afbytning selvfølgelig til modstanderens fordel. Også her endte man i springerslutspil, hvor Tummas var fælt på hælene og desværre undlod at afvikle til et rent bondeslutspil, der ikke så helt klart ud, så han måtte også strække våben til sidst.
Med 2-6 nederlaget er vi 6 points efter Viby, og sidste runde bliver dermed rent spil for galleriet mod Skive, der derimod kæmper en heroisk kamp i bunden af rækken for at undgå nedrykning.

Tilbage