En lidt for stor sejr ....?

Efter at have slået Ringkøbing med 6½ - 1½ er situationen uændret i toppen af Mesterrækken for klubbens 1. hold, da nærmeste konkurrent, Skive slog Ikast med nøjagtig samme cifre. Ifølge jungletrommerne kunne Skive med lidt held have sikret sig fuldt hus og en 8 – 0 sejr og derved have hentet ind på os, men lykken stod os bi. En 8 – 0 sejr var vi i hvert fald aldrig selv i nærheden af.

Per var først færdig, da en lynhurtigt spillende Jan Andreasen, tidligere Struer, fejlbedømte situationen og afviklede til et tabt bondeslutspil efter at Per ellers længe havde stået lidt halvskidt, men dog senere fik rettet skuden op. Senad vandt en forholdsvis sikker sejr, da han efter en nogenlunde lige åbning effektivt udnyttede svækkelser i Kasper Palnovs stilling. Også Tummas på bræt 8 vandt forholdsvis sikkert, da han mod en på papiret langt svagere modstander stjal et par bønder og derefter stille og (meget) roligt trykkede Ringkøbingmanden helt flad og førte stillingen til gevinst.

Kais stilling stå lidt skummel ud efter åbningen, men han fik pludselig brikkerne i gang, vandt en bonde og kørte herefter partiet relativt sikkert hjem, selv om Helge Lydersens frie e-bonde så lidt ubehagelig ud. Ja, se det var referentens umiddelbare indtryk, men en tur gennem Fritz viste faktisk en afgørende angrebsvending til Lydersen ganske få træk før han selv måtte strække våben, så ikke en uheldig sejr her.

Endelig lykkedes det for referenten at få en sejr i denne sæson. Det var dog ellers ved at gå, som det plejer, da et ellers lovende angreb med hvid i en sicillianer med modsatte rokader så ud til at fuse ud. Jeg holdt dog takket være løberparret og på trods af kraftig tidnød initiativet over i slutspillet. Materialet var dog meget begrænset og kun en afsluttende fejl af modstanderen tillod mig at vinde partiet. Jeg var faktisk rimelig godt tilfreds med min egen præstation i dette slutspil, men ak! Igen kunne computeren demonstrere, at det faktisk er min modstander Arne Christensens allersidste (fejl)træk, der sikrer mig sejren i en stilling, jeg vurderede som klart vundet, men som tilsyneladende er remis.

 Tihomir drev ind i en noget passiv stilling efter åbningen og var hele tiden på hælene. I et tårnslutspil med klar fordel gik Knud Erik Pedersen heldigvis galt i byen, og Tihomir kunne trods sin materielle undervægt lige akkurat hive en halv i land.

 På bræt 1 var Ove i vanskeligheder. Flere træk af tidligere uset lav standard fra Oves hånd sendte ham ind i et slutspil med ren kvalitet i undervægt og 3 bønder på hver side. Ringkøbings Johannes Christensen skulle sikkert spille præcist for at vinde dette slutspil med alle bønder på samme fløj, men at han stille og roligt skulle blive udspillet trods sin materielle overvægt var det nok de færreste, der havde regnet med, men Ove fik altså mod alle odds alligevel sit ettal.

Formand Sørensen var sidste mand på skansen. Han ofrede tidligt 2 tynde for en tyk, men Søren Krøjgaard lod sig ikke løbe over ende og holdt klogt stillingen lukket, så Jens’ tårnpar kom aldrig rigtigt til sin ret. Jens fik sit initiativ slået tilbage og måtte passivt se til, at Ringkøbing-manden gradvist forbedrede sin stilling og til sidst kunne afvikle til et for Jens helt håbløst slutspil. 

6½ ikke uheldige points til os og stadig på 1. pladsen. 2 mand, nemlig Kai og Ove har stadig stakittet intakt efter 5 partier. Det er den korte status før de 2 sidste spændende runder.

 

Jens Madsen

 


Tilbage