Stadig spænding,... måske lidt for meget
Kampen om oprykning til 2. division blev intensiveret
efter søndagens kampe i Mesterrækken, hvor vi slog Skives 2. hold med 5½ - 2½,
mens vores konkurrent, Skive 1 slog Lemvig med 6½ - 1½ og dermed hentede et
points på os.
De 2 kampe blev afviklet samtidigt på Skivehus Skole
– nærmest som en slags skakkens ”matchrace”.
Vi kom skidt fra start, da Tummas efter en halv time
havde foræret 2 bønder væk i åbningen og stod klart til tab. Han kæmpede dog
godt og det lykkedes ham faktisk efter over 4 timers forsvarsspil at holde et
uligefarvet løberslutspil med 3 minusbønder remis.
Samitidigt kom vi hurtigt under pres, da Skive 1 ved
siden af efter allerede 2 timer var i spidsen med 3-0 mod et noget bovlamt
Lemvigmandskab, men efterhånden begyndte pointene dog også at tikke ind hos os.
Senad fik tidligt varige positionelle fordele efter dronningafbytning og
udspillede sikkert Egon Frandsen. Ved siden af fik Tihomir neutraliseret et
svagt initiativ til Henrik Nyby, der havde ofret en bonde i åbninegn for tryk
på dronningfløjen.Tihomirs løberpar blev meget stærkt, og kraftfuldt spil i
centrum og på kongefløjen sikrede os endnu et point.
Også Per vandt en sikker sejr, da Jens Knattrup
sluttede af med at sætte et tårn i slag i en meget skidt stilling med en stribe
af svagheder. Formand Jens, der havde kæmpet sig vej gennem snemasserne fra
Hanstholm mødte den rutinerede Rolf Diderichsen, og det blev et parti præget af
et par store afsluttende fejl. Heldigvis var det Rolf, der lavede den sidste
fejl, så Jens kunne notere et lidt ufortjent helt point.
Jeg selv afslog efter en rolig åbning et remistilbud
efter knap 20 træk. Det var tydeligt, at min unge modstander var tilfreds med
remis, så jeg så mig nødsaget til at forsøge aktive operationer. Et par
forholdsvis forrykte bondefremstød gav dog Tobias Juul Madsen vind i sejlene,
bl.a. via en ubehagelig binding i f-linien, der blev skæbnesvanger. Men flot og
effektivt spillet af den unge Skive-mand.
På bræt 1 mødte Ove den solide Frode Meldgaard, der sidste sæson gjorde sig bemærket ved at slå Jørn Sloth i
Holdturneringen.Ove vandt hurtigt en bonde, og så plejer
han jo at være sikkerheden selv. Der
blev viklet af til et bondeslutspil, som der dog efterfølgende viste sig at
være en del finesser i, men Ove trak som så ofte før i slutspil det længste strå til sidst.
Sidste mand var Kai, der mødte en anden gammel Vinderup-spiller, Frode Agerbæk. Efter et
langt kampparti havde Kai vundet en kvalitet og havde 2 tårne mod tårn +
springer og 6 bønder på hver side. Agerbæks springer stod dog stærkt placeret,
og der skulle arbejdes for gevinsten. Egentligt forventede vi vel at det bare
var et tidsspørgsmål før pointet var hjemme, men sådan gik det ikke, Kai ofrede
kvalitetens tilbage for en bonde og stod tilfredsstillende, men en simpel
regnefejl gjorde at modstanderen først fik en dronning, så efter 90 træk - 0-1,
surt-
I mellemtiden havde Skive 1 heldigvis foræret Lemvig
et point på bræt 1, hvor Erling Møller Nielsen mistede et tårn i et gunstigt
slutspil mod Lemvigs Bent Olesen, så status før sidste kamp i Herning om 14
dage er, at vi er 1½ points foran Skive 1, der dog slog os i den indbyrdes kamp
og er foran også på matchpoints, så de må kun få et point mere end os i sidste
kamp, hvis oprykningen skal sikres. Vi møder i den sidste kamp Herning, mens
Skive 1 spiller mod Ringkøbing.