5 - 3.. - det er vi glade for

Førsteholdet i 2. division synes næsten på vej ind i en stime! I hvert fald kunne vi søndag den 5.12.2010 notere os for den anden sejr i træk i divisionsturneringen, hvad jeg faktisk ikke tror, jeg har været med til i min tid i klubben – meeen lad os nu lige slå koldt vand i blodet: En 5-3 sejr hjemme over et stærkt svækket Nordre II, der tilmed kun mødte frem med 6 mand er ikke noget at falde i svime over. Resultatet i de 6 spillede partier blev 3-3, hvad vi dømt efter ratingtallene ikke kunne være tilfreds med.

 Kai og Tummas på bræt 7 og 8 fik begge en uventet fridag, så omtalen af deres partier er hurtigt overstået!

 Tihomir blev på bræt 3 udsat for Orangutang-åbningen 1.b4, som han frækt besvarede med 1...a5. Partiet udviklede sig dog ad rolige positionelle baner uden at der var det helt store på færde, måske dog med en svag overvægt til Nordres Per Oehlerich. Efter afbytning af alle tunge officerer i den åbne d-line blev man dog enige om remis. Remis blev også resultatet af mit eget parti, hvor jeg syntes at have en svag overvægt efter åbningen, men noget konkret var der vist ikke på færde. Senere missede jeg – ifølge maskinen Fritz – en gunstig fortsættelse og måtte således også tage til takke med remis i en stilling, hvor jeg var kommet til at stå i underkanten, dog med fordel på klokken mod Mads Borup, der med udsigten til tidnød ikke ville satse på det hele point.

Senad kom lidt skævt ud af åbningen, hvad der gav en træls dobbeltbonde i e-linien. Han forsøgte med et optimistisk kvalitetsoffer at gribe initiativet og kunne efter eget udsagn have valgt klart stærkere fortsættelser flere steder i partiet. Nu fusede det ud, og Per Hansen, Nordre kunne gøre sin materielle overvægt gældende. Vores Per forsøgte sig endnu en gang som sort med Aljechins Forsvar (1.e4 Sf6) og fik som sidst mod Nørresundby en lidt klemt stilling. Denne gang var modstanderen dog konsekvent, og Pers modspil i centrum var der ikke nok bid i, så da århusianernes Kim Hardlei slog Pers kongestilling i stykker ved at ofre materiale var der ingen kære mor, og Per blev nærmest bowlet ud af banen.

Det gjorde Nordres Uffe V. Thomassen også på brættet ved siden af, hvor vor formand Jens var skarpretteren. Århusianerene havde været langt nede på styrkelisten for dog at kunne stille med 6 mand, og det var tydeligt her, da Jens var sin modstander jævnt overlegen som hvid i Sicilliansk, hvor sort efter åbningen spillede planløst, og Jens uden de store problemer kunne sikre sig afgørende materiel fordel efter ca. 25 træk.

 På bræt 1 havde vi Ove tilbage igen. Han blev mod Peer O. Pedersen udsat for sin egen ”medicin”, den såkaldte Botvinnikopstilling karakteriseret ved centrumsformationen c4-d3-e4. Stillingen blev meget lukket, men Ove manøvrerede, som vi kender det, tålmodigt og effektivt. Trods det, at den var indbundet i gips var Oves hånd dog sikker, da stillingen blev åbnet, og modstanderen måtte for at dæmme op for Oves kongeangreb afvikle til et tabt slutspil, som han dog måske opgav i lidt god tid.

Med 12,5 points holder vi jul på rækkens 4. plads, et halvt point foran Skørping, som vi tager imod i Plantagehuset i næste kamp, som er 16.1.2011. Rækken er lidt skæmmet af, at ikke alle hold har stillet med 8 spillere til alle kampe, så om det er en retvisende placering må tiden vise. Vi håber det!

Jens Madsen

 


Tilbage