menu
Forside

Så fik vi  fødderne på jorden


Søndag den 4. december var det tid for sæsonens 3. kamp på udebane mod Holstebro, der ikke var kommet alt for godt fra start med en uafgjort og et klart nederlag i de 2 første runder. Denne søndag blev der dog ikke givet ved dørene, og da flere af os samtidig spillede et stykke under vanlig standard, kunne vi ikke indvende noget imod det klare nederlag på 2½ - 5½, som vi måtte lægge ryg til.

 Vi fik også sæsonens første afbud, da Senad desværre måtte melde fra grundet sygdom i familien. I hans sted var Oluf med på 8. bræt, og han fik egentlig en fornuftig stilling som sort i lukket spansk. En skidt springermanøvre på dronningfløjen satte dog et par bønder og hele stillingen over styr, og han måtte kort efter opgive. Jeg selv byttede vist lidt rundt på trækkene i en kendt variant af Caro-Kann. I hvert fald kom jeg ret hurtigt lidt under pres mod den rutinerede Erling Høiberg. Jeg søgte at komplicere med et officersoffer for 2 bønder, men helt farligt blev det desværre aldrig, da Høiberg forsvarede sig præcist og derefter sikkert vandt slutspillet. Per nævnte under køreturen på vej hjem, at han første gang spillede mod Erling Høiberg ved DM-stævnet i 1965, så det med rutinen er ikke bare snak!

 Samme Per mødte med hvid Henrik Nielsen. Åbningen blev Grünfeldindisk, hvor Pers centrum så ud til at være under temmelig kraftig beskydning. Han holdt dog balancen, og partiet bevægede sig vist aldrig ud over remisgrænsen. Det samme gjorde sig gældende for Tihomirs parti, der langt hen ad vejen fulgte et opvisningsparti mellem Kasparov og ”Resten af Verden”, som blev afviklet på nettet for nogle år siden. Tihomir ofrede som sort kvalitet for to bønder i åbningen, og en spændende stilling opstod. Tihomir formåede at holde stillingen lukket i slutspillet for Peter Husteds tårn, og et tilsyneladende ret korrekt parti endte således remis.

Formand Jens gik desværre helt galt i byen i en ellers fredelig dronninggambit omkring træk 15, hvor en (for Jens) overrumplende åbning af d-linien pludselig tydeliggjorde det uhensigtsmæssige i den sorte dames placering på udgangspositionen d8. Dette betød afgørende materielle tab og en knusende sejr til Holstebros Thorkild B. Nielsen. Også Kai kom galt af sted. Det så ellers længe helt lige og meget fredeligt ud med 2 tårne, løber + 6 bønder på hver side, men en kæmpefejl af Kai betød afgørende materielle tab, og så måtte han også ned.

 Tummas fortsatte de gode takter, han har vist indtil. Som sort i dronninggambit mod nok en rutineret herre, Poul Erik Nielsen, var det faktisk efterhånden Tummas, der pressede på, men der var ikke det store på færde, så et ensfarvet løberslutspil blev taget remis.

 Den eneste gevinst vi således kunne tage med nordenfjords stod der ikke overraskende Ove på. Thomas Jepsen valgte en hollandsk opstilling mod Oves Botvinnik-opstilling, der jo som ofte før nævnt er karakteriseret ved bondeformationen c4-d3-e4. Ikke ganske i tråd med den hollandske åbnings sædvanlige natur forsøgte Holstebromanden at igangsætte aktiviteter på damefløjen, hvilket Ove dog elegant gendrev ved at tage initiativet i centrum og i realiteten jævne Jepsens stilling med jorden. Som vanlig en meget overbevisende gevinst af Ove.

 Nederlaget betød ikke det store i stillingen, hvor vi er 3 hold alle med 13½ points, der kigger langt efter SK 1968 II, der har samlet suveræne 19½ points i de første 3 runder og allerede er godt på vej mod 1. division. Kjellerup er isoleret i bunden med kun 4½ points.

Jens Madsen

 


Tilbage