Søndag den 19. februar 2012 fejrede 1. holdet
fastelavnssøndag med et besøg hos fusionsklubben Aars/Nibe, der er et af bundholdene
i rækken. Doktor Elo havde forudsagt en solid sejr til os, og det kom
fuldstændig til at passe, da vi kunne tage hjem fra Himmerland med et
behageligt 5½ - 2½ resultat, hvad der ikke kunne indvendes noget imod efter en
fornuftig indsats af langt de fleste af os.
Selv lagde jeg desværre for med at indkassere en
(fastelanvs)bolle efter hvad jeg kun kan betegne som en historisk ringe
indsats. Niels Pedersen spillede ellers åbningen slapt, og jeg havde på trods
af de sorte brikker lidt mere end udligning efter blot 10 træk. Herefter gik
alt galt og bør forbigås i tavshed. Dagens anden store skuffelse stod Kai for.
Der så ikke ud til at være noget på færde – Kai stod godt nok lidt
passivt, men meget solidt. Pludselig var en bonde bare i slag, og så gik det direkte
ned ad bakke for vor mand.
Der var heldigvis andre, der havde fået det rigtige ben ud
af sengen. Senad på bræt 2 spillede som sort en rolig variant i Caro-Kann, hvor
damerne hurtigt blev byttet. Der var dog stadig masser af spil i stillingen, og
en kæmpefejl fra Benny Grønhøj resulterede i officersgevinst til Senad, der
herefter stille og roligt trillede gevinsten i mål. Tihomir fik en god stilling
efter åbningen, hvor hans modstander meget frisk rokerede langt, og Tiho vandt
2 tynde for en tyk og en bonde, men slutspillet var ikke så ligetil, da
Flemming Bøgh Jensens tårnpar så rigtig stærkt ud. Tihomir viste dog, at
teknikken er i orden, og pointet blev også her kørt sikkert i hus, og Tihomir
overtog faktisk med denne sejr topscorerværdigheden på holdet.
På 1. brættet fik Ove et vist positionelt tryk mod Jesper
Salomonsen, der dog forsvarede sig rigtig godt, så noget afgørende var der vist
aldrig, selvom Ove havde den bedste bondestilling i slutspillet. Der blev taget
remis lige efter tidkontrollen – ikke hverdagskost for Ove at spille 2
holdkampe i træk uden gevinst! På bræt 5 fortsatte Tummas sæsonens gode
indsats, da Mogens Nielsen som sort i dronninggambit aldrig fik udlignet helt.
Tummas fastholdt dygtigt presset og manøvrerede opfindsomt i slutspillet, hvor
hans fri a-bonde til sidst blev udslagsgivende.
Også Per leverede en god præstation. Modstanderen Søren
Thomsen spillede tamt i åbningen, så Per vandt en (dobbelt)bonde og kom ind i
et slutspil, hvor der var tårn og uligefarvede løbere på hver side.
Aars/Nibe-manden havde dog ikke skyggen af modspil, så Per kunne stille og
roligt manøvrere brikkerne på plads, trænge ind med kongen og føre partiet til
gevinst.
Sidste mand var denne gang formand Jens, der ellers kunne
være blevet først færdig, men han afslog dog Henning Larsens remistilbud efter
kun 11 træk. Jens fik overtaget, og der røg en kvalitet i posen. Larsen gav sig
dog ikke uden kamp, brugte oceaner af tid og endte til sidst i ”evig
tidnød”, som det jo er muligt med den nye tillægsbetænkningstid. Jens lod
sig dog ikke forvirre, men fik stille og roligt byttet de rigtige brikker og
gjort sin materielle overvægt gældende.
Sejren betyder, at vi deler 2. pladsen i rækken med
Holstebro 3½ points efter rækkens indtil nu suveræne førerhold fra SK 1968, som
vi møder i sidste runde. Her kan en 6-2 sejr til os bringe os forbi
århusianerne, men det er vist ren ønsketænkning (eller også et mareridt). Rækkens
nr. 2-5 ligger dog alle indenfor 1 point, så vi kan også dumpe et stykke ned i
tabellen. Kjellerup er rykket ud, og Aars/Nibe er 5 points efter Nordre, de har
dog fordel af at skulle møde netop Kjellerup i sidste runde, men 5 points er
nok i overkanten at hente.