På en grå regnvejrssøndag i oktober, nærmere bestemt 27.10.2013 tog 1. holdet hul på sæsonens holdturnering, da vi gæstede Lemvig. Efter sidste sæsons nedrykning hedder det jo nu Mesterrækken, hvor vi nok må finde os i at være favoritter i de fleste af kampene, og med en anelse held i sprøjten lykkedes det os da også at få hevet en komfortabel 6-2 sejr med hjem i dette opgør.

 1-0   var ikke noget problem, da formand Jens’ modstander aldrig dukkede op. Lidt sølle, at man til en hjemmekamp i Mesterrækken ikke kan støve 8 mand op, og Jens syntes vist, det var en lidt lang eftemiddag søndenfjords…..

 Det blev også rimelig hurtigt 2-0, da ellers normalt bundsolide Arne Præstholm på bræt 1 blev fuldstændig kørt over af Ove. Et springeroffer åbnede Præstholms kongestilling, og efter kun 20 træk var der udsigt til udækkelig mat. Kort efter kom Lemvig på tavlen, da Tummas og Egon Møller delte pointet efter en serie af afbytninger, der lod parterne tilbage hver med et tårn, 6 bønder og uligefarvede løbere. Det var der ikke meget spræl i, så remisen var helt i orden.

 Ved siden af sad Per, og han fik med de sorte brikker hurtigt rigtig godt fat i en uambitiøst spillende Morten Jensen. Først snuppede Per en bonde, og lidt senere blev den materielle fordel større, da der røg en officer i posen, og så var resten let. En god solid indsats af Per. Vores eneste nederlag stod Peter Klemensen for, da han med de hvide brikker tabte til ”skaknomaden” John Klaus Jensen, der i en meget lukket stilling ikke tillod Peter at komme til fadet. Pludselig blev der hul på sagerne, og Peter måtte give en officer, men fik dog en farlig fribonde. Desværre holdt J.K. Jensen hovedet koldt og gav ikke rigtig nogen løse chancer væk til Peter, der måtte strække våben.

 Kai nørklede længe med de sorte brikker mod Ole Carstensen, der lod til at være meget tilfreds med remis. Kai blev dog ihærdigt ved at presse på, selvom der ikke var den store fordel at gøre godt med. I længden blev styrkefordelen mellem spillerne dog tydelig, da Kai gradvist øgede fordelen og trykket, vandt materiale og herefter sikkert kunne føre slutspillet til gevinst.

 På bræt 8 havde vi Egon med som reserve. Han snorksov desværre i åbningen, hvad der kostede en kvalitet mod den ellers på papiret ikke frygtindgydende modstander, Ganaa Nasan. Herefter var Egon heldigvis blevet klar til at spille skak og forsøgte hele tiden at holde gryden i kog med aktivt spil trods den materielle underlegenhed. Lemvig-manden spillede alt for passivt og missede mange gode muligheder for at føre sin fri a-bonde mod forvandlingsfeltet. Egon derimod sendte sin h-bonde afsted i fuld galop, og det viste sig at være en god ide, da det tvang Nasan til at ofre materiale. Til sidst kunne Egon med dronnng mod tårn let dæmme op for modstanderens fribønder og tage hele pointet.

 Jeg selv sad tilbage som den sidste bag de sorte brikker mod Lemvigs Bent Olesen, som jeg altid har haft det svært mod. Bent spillede hårdt på angreb, men jeg fik pareret det værste. Et bondeoffer tvang mig igen til at spille præcist, og jeg måtte give bonden tilbage, hvorefter der efter et par (forhastede?) afbytninger opstod et slutspil, som var i underkanten for mig med halvdårlig løber mod springer og terrænovervægt til Bent. Heldigvis fik jeg dog bidt mig fast i bordkanten, og efter 5 timer med ryggen næsten konstant mod muren var det en stor tilfredsstilelse, da Bent ikke havde bedre end trækgentagelse og remis.

 
Næste runde er om kun 2 uger mod Skives homogene 2. hold.