|
Reservespækket førstehold taber hjemme 6-2 til Nørresundby Søndag 12.12.2005 fik 1. holdet i 2. division besøg af Nørresundbys 2. hold, og i reservespækket opstilling måtte vi desværre indkassere et forsmædeligt nederlag på 2-6. Det begyndte ellers fornuftigt med 2 halve. På 1. bræt blev damerne igen hurtigt byttet i Oves Moderne Forsvar, og ingen af parterne havde rigtig noget at spille på, så remis var den eneste logiske slutning på det parti. Efter små 3 timer sluttede også Jens Madsen fred, da han for fjerde(!) sæson i træk mødte Nørresundbys Eddie Poulsen, der dog i mellemtiden har ændret efternavn til Grosbøl-Rais, men manden var nu den samme. Eddie overså en stærk mulighed i åbningen, hvorefter det lykkedes Jens at udligne spillet, og der blev sluttet fred. Med ikke mindre end 3 afbud var bræt 6, 7 og 8 besat af reserverne Oluf Jessen, Finn Andersen og Svend Aage Ubbesen. Finn spillede som sædvanligt aggressivt i åbningen, og partiet blev meget rodet. Dronningerne blev byttet af, og Finn tilbød remis, da han ikke mente at kunne gøre en merbonde gældende. Svend Aage kom desværre skidt fra start, og der røg ret hurtigt en officer. Den skade var ikke nem at gøre god igen, så her var nederlaget ikke til at komme udenom. Oluf Jessen mødte den tidligere Nordthyspiller Ole Madsen. Oluf tog det meget med ro i åbningen og overlod på trods af de hvide brikker initiativet til Ole. Senere i partiet kom Oluf bedre med og fik faktisk vredet sig ud en ubehagelig stilling for desværre derefter at bukke en kvalitet og dermed partiet. Et surt nederlag. Endnu mere surt på bræt 2, hvor Per Petersens modstander Henrik Kaysfeld tabte/ofrede en bonde i åbningen. Til gengæld måtte Per opgive rokaden, men stillingen så nu solid nok ud, og det plejer jo lige at være mad for Per at befri en lidt klemt stilling med materiel fordel. Sådan gik det desværre ikke denne gang, da Nørresundbymandens brikker pludselig blev ubehageligt aktive og invaderede Pers stilling. Det hele mundede ud i et slutspil med kvalitet i overvægt til Kaysfeld, der trods tidnød ikke havde de store problemer med at føre stillingen til gevinst. Jens Sørensen fuldendte desværre efterårets lange rokade mod Nørresundbys Poul Erik Nørgaard Olesen. Stillingen blev temmelig rodet, og Jens forsøgte at slå sig igennem med et kvalitetsoffer. Dette lykkedes ikke rigtig, og pludselig kunne Nørgaard slå kontra og fordrive Jens' dronning med flere tempogevinster og derefter indlede matangreb. Tilsidst sad Tummas Jacobsen med et slutspil lidt i underkanten mod Lars Jensen - også en gentagelse fra sidste år, hvor Tummas vandt et godt parti. Tummas ofrede denne gang kvalitet for et par bønder, og stillingen var temmelig uklar. På et tidspunkt så det sort ud for Tummas, men vores færing er sej, og det lykkedes ham at bide sig godt fast i bordkanten og hale remisen i land og dermed begrænse nederlaget til 2-6. Efter jul må vi op på dupperne, mindske afbudsprocenten og øge pointscoringen, hvis vi fortsat vil kalde os divisionsspillere. | | |