|
Storsejr til førsteholdet i udebanekamp mod skive Det spændende bundopgør mod vores "naboer" fra Skive Skakklub i 2. division gik ud over al forventning, da vi med en knusende 7-1 sejr stadig holdt liv i en spinkel overlevelseschance i rækken. På papiret var vi klare favoritter - ratingtallene sagde ca. 5½-2½ i vores favør, og det hjalp selvfølgelig, at Skive måtte undvære deres bedste kort (der foretrak bridgekortene), Henrik Smedemark, som i mange år har været Skives bedste spiller. Medvind havde vi da også lidt af. Jens Sørensen lagde for med en i bedste fald tvivlsom, men i hvert fald skarp variant mod Michael Glibstrups Pirc-forsvar. Jens ofrede/tabte en officer, men satte fuld tryk på kedlerne, og heldigvis gik Glibstrup hurtigt galt i byen med et forkert kongetræk, der tillod Jens at trænge ind i stillingen og etablere afgørende kongeangreb. Efter 4 boller var det en lettet formand, der kunne føre et 1-tal til protokols. Også Oluf var ret hurtigt færdig, da han tvang den unge optimistisk spillende Bjarke Høj Olesen til et ukorrekt officersoffer. Lidt senere kunne Oluf endda sikre sig endnu en officer og kunne stille og roligt konsolidere stillingen og hjemføre pointet. Jens Madsen kom fornuftigt fra åbningen, da Lars Schøning som hvid undlod en meget skarp (og for Jens aldeles ukendt) fortsættelse, der kunne have givet en meget uklar stilling. I en stilling med modsatte rokader fik Jens lov at trænge ind på a2 med sin dronning, mens Lars satte sin lid til en fremskudt d-bonde. Imidlertid havde Jens et stærkt mellemtræk, der tvang skibonitten til at give damen for et tårn, hvorefter gevinsten kunne sikres uden de store armbevægelser. På første bræt så vi igen den Ove, vi kender. Der blev lagt pres på Erling Møller Nielsens sorte stilling fra starten, og Erling måtte ret hurtigt give 2 lette for et tårn. På et tidspunkt så det ud som om, Ove var ved at miste grebet en smule, men han fik på elegant vis neutraliseret sorts initiativ og kunne derefter gøre sin materielle overvægt gældende. Tummas mødte med hvid Lars Agger og fik initiativet fra starten. I en noget lukket stilling var det Tummas' brikker, som stod bedst, da der blev åbnet for sluserne, og selv om Tummas ifølge flere ugler undlod at spille det tilsyneladen dræbende træk f6-f7 ved gentagne lejligheder blev der alligevel aldrig rigtig tvivl om udfaldet. 3. bræt var en gentagelse af sidste års dyst mellem vores Per og Skives Claus Støvring. Per forsøgte sig med Orangutangåbningen (1.b4), som ofte har givet ham gode stillinger. Dog ikke denne gang, hvor han røg i ubehageligheder og mistede en bonde ret hurtigt. Et lidt for sorgløst randbondetræk af Støvring gav imidlertid Per muligheden for et meget chancerigt kvalitetsoffer, der gav ham et stærkt løberpar pegende mod Claus' konge. Per fastholdt initiativet resten af partiet og sikrede sig sejren med energisk angrebsspil. Kai fik for en gangs skyld lov at sidde bag de sorte brikker, men det mestrer han også. Efter lidt mystisk åbningsspil fik Kai langt om længe udviklet dronningfløjen. Han mistede den ene af to farlige fribønder i a- og b-linien, men fastholdt det solide, men alligevel energiske spil vi har set fra ham tidligere i turneringen. Kort før tidkontrollen kunne han med god hjælp fra sin fremskudte b-bonde sætte den afgørende kombination ind, der tvang Mirsad Subasic til kapitulation. Så var det et parti tilbage, og vi førte 7-0! Desværre blev det ikke til fuldt hus, da Skives formand Per Nielsen besejrede vores Poulsten Grabow efter et parti, hvor Per havde teten hele vejen. Grabow måtte give en kvalitet for at få kongen i sikkerhed, og Per kunne afvikle til et vundet slutspil lige omkring tidkontrollen. Poulsten strittede dog godt i mod, men kunne i længden ikke gøre noget mod overmagten. Med sejren passerede vi Skive i tabellen. De er nu sidst med 13½ mod vores 17 og SK 1968 ligger 3. sidst med 18½. Århusholdet har dog langt de bedste kort på hånden, da de mangler netop de 2 bundhold i de sidste runder. Vi møder Aalborg i 6. runde, før der muligvis er linet op til en gyser mod SK 1968 i sidste runde. | | |