Nordthy´s førstehold rykker med 3-5 nederlag ned i mesterrækken

Klubbens 1. hold kan nu ikke længere skrive divisionsspillere på visitkortet. Det blev en kendsgerning efter sidsterundestævnet i Herning, hvor holdet tabte 3-5 til SK 1968 III fra Århus.

Kravet var en sejr på 6-2 eller at score 3 points mere end Nørresundby, der skulle møde rækkens sikre vindere fra Silkeborg. Det stod dog hurtigt klart, at vi ikke kunne forvente nogen hjælp i form af en Silkeborgstorsejr: Efter ½ times spil var der taget 4 remiser i deres møde med Nørresundby, og den 5. fulgte ret hurtigt efter. Denne kamp sluttede i øvrigt 4-4.

Optakten var ellers ikke dårlig. For første gang i dette årtusinde(!!) kunne vi stille med de 8 mand, der stod opført i den originale holdopstilling, og efter et par timer var alt stadig åbent. Ove på 1. bræt havde en uklar, men chancerig stilling, Poulsten og Per havde hver vundet en bonde, hos de Jens'er så det heller ikke værst ud, især lod Sørensen til at have godt fat, mens Madsens stilling så forholdsvis lige ud. Kais stilling var meget uklar, mens Tummas og sæsondebutanten Peter Klemensen stod lidt i underkanten uden at noget dog var afgjort.

Derefter begyndte det desværre at gå skævt. Tummas blev helt overspillet af sin aggressive modstander, mens Jens Madsen valgte forkert plan i midtspillet og tabte på en stor buk i en skidt stilling. Kai fik en halv, da hans modstander blev nødt til at tage evig skak efter at have ofret en håndfuld bønder på et angreb, der lige manglede det sidste i at trænge igennem Kais koldblodige forsvar.

Per fik forbundne fribønder på damefløjen og trillede stille og roligt gevinsten i mål. Poulsten lykkedes det derimod ikke at finde nogen gevinst i et løberslutspil med merbonde, så også en halv her. Heller ikke Jens Sørensen trængte helt igennem og så endda ud til at være lidt i problemer på et tidspunkt, men han fik dog afviklet til et tårnslutspil med nogen fordel - dog ikke nok til gevinst.

Ove satsede alt på kongefløjen, mens modstanderen havde forbundne fribønder på modsat side af brættet. Stillingen var meget uklar, men man enedes om remis lige efter tidkontrollen. Peter Klemensen stred længe, men forgæves i et slutspil med bonde under. Modstanderen slap ikke grebet, og Peter måtte tilsidst give fortabt.

Vi røg altså ned sammen med Skive og må så se, hvad det kan blive til i Mesterrækken næste sæson. Rækken ser stærk ud med os, Skive, Ringkøbing og Holstebro som de formodet stærkeste hold.

Tilbage