Menu
Forside

 
Velkommen.
THY SKAKKLUB.



Nyheder

Søndag 22.2.2009 

var 1. holdet på besøg hos Aalborg Skakforenings 2. hold. Det var 6. og næstsidste runde, så tingene spidser i den stadigt meget jævnbyrdige række, så det var vigtigt, at vi kunne trække os ud af dysten med en smal sejr på 4½-3½.

Matchen var meget lige, men efter et par timer var der nu ikke meget, der tydede på en sejr. Da havde Kai netop klattet en officer væk i en lille enkel kombination fra en stilling lidt i underkanten, men dog noget remisagtig, og formand Jens stod klemt/skidt på 8. bræt. Resten så nogenlunde jævnt ud.

 Efterhånden vendte vinden dog. Ikke overraskende måtte Kai ned med en hest i undervægt, men på de øvrige brætter blev der kæmpet godt, og omkring tidkontrollen blev alle partier afsluttet. Senad fik efterhånden en god stilling, men spillede desværre for hurtigt og forkert efter at have guffet et par bønder, så en gevinststilling blev forvandlet til et svært slutspil med 3 bønder for let officer. Modstanderen John Nyholm Hansen fik dog pga. kraftig tidnød ikke spillet det helt optimalt, og Senad kunne redde en remis i land.

 Ove fik ikke så meget ud af åbningen med de hvide mod Jens Johan Christensen, der tilbød remis efter dronningafbytning. Ove afslog dog, og da modstanderens tidnød blev kraftigere og kraftigere forbedrede Ove stille og roligt stillingen, der var helt vundet, da Ålborgmandens vinge faldt ved træk 32.

 Tihomirs parti udviklede sig af postionelle baner, og der var vist aldrig det helt vilde på færde, selvom han så ud til at have et lille inititativ med de hvide brikker. Det ebbede dog ud i remis.

 Jeg blev som sort udsat for min egen medicin mod Caro-Kann (1.e4 c6 2.d4 d5 3.exd5 cxd5 4.Ld3) som er svær at gøre noget ved for sort, der nemt kan drive ind i en passiv stilling. Heldigt for mig spillede Rene Rasmussen det lidt upræcist, og da han satsede alt på kongefløjen kunne jeg slå kontra og trænge ind på kongefløjen. Partiet sluttede, da Rasmussen i en tabt stilling og kraftig tidnød overså mat i en.

 Per fik mod unge Sune Kovshøj tilsyneladende en rigtig god stilling med et flot bondecentrum, selvom der vist ikke var noget afgørende og Pers centrum blev langsomt, men sikkert trevlet op. Også her var tidnøden et element – ja faktisk mente Kovshøj at have vundet på tid, men havde glemt et træk på sin noteringsliste. Såvel her som i Senads parti måtte kamplederen i øvrigt hentes fra det tilstødende lokale, hvor han lidt besynderligt valgte at fordrive tiden med kaffedrikning og hyggelig passiar med sin assistent. Partiet blev rekonstrueret og kunne gå videre, da det var klarlagt, at Per havde lavet 40 træk. Stillingen var dog skidt, og Per kunne ikke forsvare den i længden, da modstanderens langbenede løber var Pers springer overlegen, hvilket medførte afgørende materialegevinst.

 På 8. bræt kom Jens S. lidt skidt fra åbningen, og Christian Volmer Nielsen havde tilsyneladende muligheder for at stable et meget farligt angreb på benene. Han tøvede dog noget, og da Jens efter at have givet 2 tynde for en tyk trængte ind på modstanderens 2. række med begge tårne og i tilgift skaffede sig en farlig fri a-bonde, kunne alt ske. Også her gerådede Ålborgs mand i kraftig tidnød og lavede her en stor fejl, der betød afgørende materielle tab. Godt for vor formand at få en succesoplevelse i tidnød.

 Også Tummas havnede i tidnøddrama mod den rutinerede Jørn Bach Hansen. Forud var gået et mildest talt mærkværdigt parti – man skal være god mod sine holdkammerater, men jeg vil dog ikke undlade at nævne, at man næsten skulle have sokkerne af for at tælle Tummas’ tempotab i åbningen. Heldigvis var modstanderen ikke så aggressivt indstillet, og stillingen forblev nogenlunde i balance. Den gensidige tidnød bekom tydeligvis ikke nogen af parterne vel, og remis var derfor en meget salomonisk løsning.

Sejren betød, at vi før sidste runde er nr. 5 i rækken. Nr 7 og 8 rykker ud, mens nr. 6 skal spille nedrykningskamp mod nr. 6 fra gruppe 3, i skrivende stund Ribe. Skive fik en ordentlig en på godda’en og røg ned på sidstepladsen med et 1½ - 6½ nederlag til Jetsmark 2, der til gengæld overtog 1. pladsen med denne sejr. Rækkens hidtidige duks, Randers, er gået lidt i stå med 2 nederlag i træk.

 I den sidste kamp møder vi netop nr. 6 i rækken, Århus/Skolernes 3. hold, så der er lagt op til en spændende afslutning.

Jens Madsen





Se flere nyheder Her

Ideer og forslag til denne site sendes til Webmaster


   
Aktuelt

Spil skak online


eskak.dk

Klik her for at gå til DSU's hjemmeside

Klik her for at gå til Dansk skaksalgs hjemmeside

klik her for at gå til Nørresundby skakklubs hjemmeside

Klik her for at gå til fide´s hjemmeside

klik her for at gå til chessbase´s hjemmeside

Klik her for at gå til new in chess's hjemmeside